-
Fusioneret enzymgigant får helt nyt navn
来源: BDK Finans / 13 12月 2023 01:23:24 America/Chicago
Når Novozymes og Chr. Hansen inden længe slår sig sammen i ét selskab, bliver det under et nyt navn. Novonesis bliver navnet på det fusionerede selskab, fremgår det af en pressemeddelelse. Første halvdel af det nye firmanavn refererer både til det latinske "novo", der betyder ny, men selvfølgelig også til Novo Nordisk, som Novozymes udspringer fra. Anden halvdel af det nye firmanavn er taget fra det græske ord "genesis", som betyder begyndelse. Ester Baiget, der er administrerende direktør for Novozymes, siger om navneskiftet: - Novonesis afspejler, hvor vi kommer fra, hvad vi kan opnå, og hvad vi kan blive i fællesskab. - Vi er her for at begynde en ny æra inden for biotekløsninger. Det er derfor, at vi har valgt at kalde vores nye selskab Novonesis, som betyder "en ny begyndelse", siger hun. Det nye, verdensomspændende selskab kommer til at have mere end 10.000 ansatte med speciale i fremstilling af enzymer, der bruges inden for produktion af fødevarer, brændstof, vaskepulver og meget andet. Det forventes, at fusionen falder endeligt på plads i første kvartal næste år. Der mangler fortsat godkendelse fra konkurrencemyndigheder i nogle lande og områder. Blandt andet har EU krævet, at selskaberne frasolgte deres forretning inden for fremstilling af laktase-enzymer. Det er netop sket, og dermed burde den sten være ryddet af vejen. Der mangler dog fortsat grønt lys fra myndighederne i Sydkorea. Chr. Hansen og Novozymes er hver især blandt verdens største enzymproducenter. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/fusioneret-enzymgigant-faar-helt-nyt-navn